Udgivet af Line Bønding, tir d. 24. mar 2020, kl. 17:20

Præsterne lægger hver dag 'ord til opmuntring og inspiration' op på vores Facebookside. Vi anbefaler, at man liker vores Facebookside @metrokirkerne. Som noget nyt har vi også en Facebookgruppe, hvor vi er lidt mere interaktive, og som alle er velkomne til at melde sig ind i: https://www.facebook.com/group...


Præsternes daglige indlæg kan også læses her:

Ord til opmuntring. 1. april, 2020

Det er koldt og ikke særlig forårs-agtigt, påsken i kirken er aflyst og vi sidder hver især i vores fælles isolation. Gad vide om vi kommer til at opleve nogen aprilsnar eller om den almindelige alvorlighed også har gjort at vi må aflyse dén tradition. Personligt har jeg i hvert fald ikke lyst til at gøre forsøget. I præste-kredse er det som om vi er lidt splittet omkring dette her med at kirkerne holdes lukket. Hos nogle er forargelsen stor, fordi Bilka og andre varehuse får lov at holde åbent, medens Guds hus forbliver lukket. Det værste er sket! ”Menneskene lever ikke af brød alene” – men jo, det gør vi så åbenbart, for der er lukket for den åndelige føde. Vi mennesker som i den grad har brug for et sted at gå hen og finde ro i dette kaos, er lukket ude af kirken, og det er selvfølgelig meget ulykkeligt, når nu udfordringen og behovet for kirken er større end det har været længe. 

På den anden side… Der er en overvægt af folk i den såkaldte risikogruppe som søger kirken, og med alt det vi ved om smittespredning er det ekstemt vigtigt at kirkerummet ikke bliver stedet hvor smitten spredes. Det er indlysene. ”jamen tror du ikke på Gud?” Jo, det gør jeg, men det betyder jo ikke at man dermed afskriver videnskab. 

Derudover kan jeg ikke lade være med at tænke på at påsken for en del mennesker typisk er den tid på året hvor man har fri, kan gå i haven, kolonihaven eller sommerhuset (hvis man har sådan noget), og så er det jo også et tidspunkt hvor man ses i familien (hvis man har sådan én) til et veldækket bord ved den årlige påskefrokost. Det kan også være sammen med venner (hvis man er velsignet med sådan nogle) og udfordringen er jo bare at finde tidspunktet, få afstemt kalenderen, så alle kan mødes. Alt det der med kirke og kristendom tager man ikke så tungt. Det er noget med at ham Jesus blev korsfæstet og genopstod, men de nærmere detaljer er ikke vigtige. Derfor kommer det sig heller ikke så nøje om vi fester lige midt på langfredag, når han hænger dér på korset og dør, eller om lørdagen hvor der er dødstille i kirken, fordi Gud er død! 

Fred være med det, jeg er selv et nogenlunde moderne menneske med en kalender og har ikke et problem med at møde op til hyggelig påskefrokost hverken skærtorsdag, langfredag eller om lørdagen. Men sagen er at vi alle må være alene i år, fælles i vores isolation. Festen er aflyst og derfor er der faktisk en reel mulighed for at man kan gøre sig nogle tanker om hvad det egentlig handler om, netop i år! På søndag er det palmesøndag. Jesus ankommet til Jerusalem til jødernes årlige fejring af Moses og folkets udvandring fra Ægypten. Folk havde jo hørt om ham Jesus og humøret var højt! Feststemning! Men den eneste der vidste at det snart ville handle om Jesu død på et kors, var manden selv. 

Glem festen, glem havearbejdet, foråret, snapsen, silden og hyggeligt samvær med vores venner vi ser alt for sjældent. Døden er uhyggelig nærværende og festen er aflyst. Mette Frederiksen har proklameret at efter påske, kan vi sandsynligvis så småt begynde at åbne op igen. Stenen bliver rullet fra graven og samfundet genopstår til en ny virkelighed, en ny ansvarlighed og en ny fælles forståelse af livets skrøbelighed. 

Det at påsken i kirken er aflyst, betyder måske netop at påsken får sin berettigelse i vores forhærdede hjerter. Det er mere end en ferie. Det er en dødedans og et drama, hvor livet vinder til sidst! Det bliver en ganske speciel påske og selv om kirken er lukket er den bestemt ikke aflyst – tværtimod! Kirken er rykket ud af rummet og ind i vores hjerter, og det er lige præcis dér den skal være! Der er, om noget, trøst og opmuntring i påskens budskab! Jesus opstår, sandelig!

I 1989, udgave Anne Linnet, albummet ”min sang”, med tekster af Johannes Møllehave. Mange husker nok ”Lille Messias”. Jeg linker til en anden sang, (som jeg håber, snart bliver sunget i DR´s morgensang).

https://youtu.be/84m5LrSBblQ

Med ønsket om en rigtig dejlig dag, fuld af opmuntring i en svær tid.


Tirsdag den 31. marts, Line Bønding
Nærvær. Hvis der er noget, der for mange er udfordret i denne tid med corona, så er det følelsen af nærvær og kontakt. Nærvær og kontakt, som igen giver oplevelsen af at man er del af et fællesskab. Der er mange bud på nye former for fællesskaber, både i fjernsynet og på de sociale medier - og fra folks altaner.

Nogle af dem holder måske ved, når livet igen begynder at ligne sig selv igen - jeg synes fx at det er superhyggeligt med fællessang på altanerne om aftenen. Måske ikke hver dag, men så engang om ugen. Mennesker, som knapt nok plejer at hilse på hinanden, når vi passerer hinanden i al hast i gården, danser til dejlig musik hver deres altan.

Statsministeren bebudede tøvende igår, at landet efter påske måske så småt kan begynde at åbne igen - det giver os håb og en følelse af at kunne trække vejret dybt igen. Men ikke endnu. Vi må søge dybere ind i isolationen, dybere ind i fasten fra alt det, som vi ellers plejer at tage for givet. Ellers trækker det ud med at landet åbner igen.

Nærvær. Jeg har tidligere opfordret til at bruge denne tid i isolation fra 'plejer' til at opøve nærvær og årvågenhed.

Det kan være ved, at man, når man tager sig selv i en af de uendelige tankerækker, giver slip og bare er helt nærværende: Betragter det, som er omkring en, som var det første gang man så det. Glædes lige så meget over en blomst, som over den skruetrækker, som har ligget og ventet i flere måneder på at blive lagt på plads ... sådan en, har jeg ude på mit badeværelse. Normalt bliver jeg lidt irriteret, når jeg ser den. Men på denne måde, kan den give anledning til glæde .. og nærvær.

Nu kunne det lyde som om, at man bare går totalt i zen, og at himlen fyldes med regnbuer og der er en enhjørning på hvert et gadehjørne, når man øver sig i at være nærværende.

Men det er nu ikke helt sådan jeg oplever det - tvært imod havde jeg nær sagt. For når man øver sig i nærvær, så melder der sig også alle mulige og umulige følelser, som man ellers ikke havde lyst til at indrømme, at man havde i sig. Og jeg synes faktisk, at isolationen i denne tid booster det en del. Jeg ved ikke, hvordan I har det?

Det er følelser, som man har lyst til at skyde væk fra sig for at bevare harmonien. Men problemet er, at jo mere man forsøger at holde dem sig fra livet, jo mere limer de sig fast til en og bliver en del af en.

Det kan fx være følelsen misundelse. Den ved vi godt ikke er god, puh, hvem vil indrømme at de er misundelige? Inte jag! - og så for at beskytte sig selv imod den følelse - eller for at retfærdiggøre sig selv - så kan det være, at man opbygger en foragt for det, man i virkeligheden er misundelig over. Og så har 'ondet' virkelig fået sit greb i en, og man ser ikke, at misundelsen måske var et udtryk for en længsel efter noget, man ikke kan finde ud af at tage del i.

Det kan være misundelse. Det kan være andre 'ubehagelige' følelser, som vi har lært er forkerte, og som vi ikke må føle. Men hvad gør man med de følelser, når man gerne vil gå til dem på en nærværende måde?

For det første kan man som en del af sin åndelige praksis bede Gud om hjælp, og overgive dem til Jesus, Guds søn. Han, som da han gik omkring her på vores jord, helbredte og satte mennesker fri fra alt det, som bandt og isolerede dem fra fællesskabet. Og med visheden om, at Jesus er Guds nærvær i kød og blod, et guddommeligt nærvær, som er ved ens side alle dage ind til verdens ende, som det hedder i dåbs- og missionsbefalingen, og at han modtager os, som vi er, mennesker på godt og ondt - med den vished kan vi se og registrere de følelser og tanker for den sags skyld, som dukker op i os, lade dem være der den tid, de er der; og måske endda også se ind bag dem. Se ind til den længsel de i virkeligheden er et udtryk for. Længslen efter det dybe fællesskab, som stikker sine rødder i evigheden og som består, også når denne verden synker i grus.

Når vi modtager vores følelser og tanker, alle dem, som vi ellers skubber væk, fordi de ikke er pæne og ordentlige - eller som vi insisterer på i foragt over for andre og dom over verden - når vi modtager dem med nærvær og årvågenhed, så opløses de, og vi sættes fri. Måske ikke helt og aldeles på en gang, men i små glimt og brudstykker. Og så får vi en smagsprøve på livet i den virkelighed, som Jesus, Guds søn, kom her for at give os del i. Han drev dæmoner ud, han helbredte og han vakte døde til live. Alt for at give os mennesker del i det evige liv ... Det evige liv, som ikke kun er engang efter døden. Men også lige nu i dette øjeblik - og som nærvær og årvågenhed er porten ind til.

Med ønsket om endnu en smuk og solbeskinnet dag, den sidste dag i marts!

Kærlig hilsen Line Bønding

Dagens ord til trøst og opmuntring mandag den 30. marts, Suzette Ejdrup
”You never walk alone” sådan hedder en sang af Gerry And The Pacemakers. Sangen er især blevet kendt, fordi den bliver spillet til alle Liverpool FC's hjemmekampe. Men fredag kl. 8.45 i forrige uge blev sangen også spillet på 180 radiostationer over hele Europa. Initiativet til at spille sangen i radioen kom fra en hollandsk radiovært, som tilegnede sangen til de tusindvis af sundhedsmedarbejdere, der gør et utroligt arbejde, og dem som er syge eller ikke kan forlade deres hjem i denne tid. Sang og musik kan skabe fællesskab – også selvom vi sidder ved hver vores radio eller tv. Det oplever mange af os danskere, som følger programmet 'Morgensang med Phillip Faber' hver dag på P2 og på DR1. Ja fredag aften var der såmænd fællessang i den bedste sendetid på DR1, hvor flere kendte musikere deltog fra deres hjem. Også den udsendelse havde mange seere og med-sangere. Når fysisk kontakt er umulig, må vi finde fællesskab på afstand og finde hinanden i fællessang. I fællessang ophæves de grænser og forskelle, vi ellers kan opleve i hverdagen. Fællessang kan give os en følelse af samhørighed og sammenhængskraft ikke kun på tværs af fysisk afstand men også på tværs af alder, køn, religion, socialstand, befolkningsgruppe, seksualitet og race. Fællessang skulle desuden udløse endorfiner. Endorfiner der er kraftigere end morfin, og man kan efter sigende blive helt afhængige af dem.

I denne tid hvor vi ikke må være tæt på hinanden fysisk, har vi brug for at mærke hinanden og opleve sammenhold. Sammenhold og fællessang på afstand ser vi flere steder i landet, hvor beboere mødes i små klynger og synger sammen. Mange steder i København – også flere steder her på Amager - har vi set eksempler på fællessang fra altanerne eller koncerter i gårdene. For vi har brug for at opleve, at vi ikke er alene. Vi har brug for at opleve, at vi aldrig er alene – at vi aldrig går alene – at we never walk alone.

Det er også det, Gud lover os i dåben: ”Og se, jeg vil være med jer alle dage indtil verdens ende”. Vi har Gud som følgesvend – som en trofast medvandrer gennem livet. Gennem sorg og glæde og alt det midt i mellem, der kan vi tro på, at Gud er med. Betyder det så, at vi har mindre risiko for at blive smittet med corona-virus? Betyder det så, at vi eller vore kære ikke vil møde sygdom, sorg, savn, modgang og udfordringer gennem livet? Overhovedet ikke. Men det kan give os en følelse af fællesskab og samhørighed med Gud og andre mennesker. Og det kan bringe fred, trøst, opmuntring og glæde, at vi ved, at vi ikke er alene i hverken modgang eller medgang. Der er en der, følger os og bærer med. Alle dage indtil verdens ende. For: You never walk alone.

I ønskes alle en dejlig mandag og en god uge.

Mange hilsner

Suzette Ejdrup

Ord til opmuntring Maria Bebudelsesdag, d. 29. marts 2020, Mik Kjerulff:

Det er blevet sommertid. Foråret er her og det er Coronaen desværre også.

Således lyder dagens evangelietekst:

Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Lukasevangeliet 1,46-55

Det er Maria bebudelsesdag i dag. Det betyder, at der er omkring 9 måneder til jul, og det hele er jo lidt mærkeligt, eftersom Maria aldrig har været sammen med nogen. Det er en engel som bebuder for hende hvad der skal ske og det er beskrevet i det tekststykke som kommer umiddelbart før dagens læsning i ulige år. Nu er 2020 et lige år, for derfor læser vi fra salmebogens 2. tekstrække og får mest af alt Marias reaktion på det overvældende budskab.

Først og fremmest er hun tillidsfuld. Hvis det er sådan det er, så er det sådan det er! Hun overgiver sig til sin skæbne og sit ansvar i Guds store frelsesplan og vidner om, at eftersom det er hendes lod – en ringe tjenerindes - så har Gud altså syn og sans for det enkelte lille menneske. Det er Gud som ophøjer – eller styrter mægtige fra tronen.

Nu er der jo ingen af os moderne mennesker som bryder os om at skulle overgive os til noget som helst, og dog så er det jo den virkelighed som vi alle sammen må erkende under Corona-virussen. Vi er overgivet noget større som vi ikke har meget indflydelse på, ligegyldig hvad der ellers er vores situation her i tilværelsen. Det er måske en vigtig erkendelses at komme til, her klokken 5 minutter i tolv, hvor alverdens forskere allerede længe har talt om at vi ikke kan fortsætte på samme hensynsløse måde, med at udnytte naturens ressourcer. Det betyder helt lavpraktisk at vi må droppe forventningen om fjerne eksotiske destinationer som mål for vores næste ferierejse. Det er den riges privilegie, men det er samtidig egoistisk og det holder ikke. Den erkendelse gør ondt og vi kan skændes om den, men ikke desto mindre peger pendulet i den retning.

Tidligere var det fedt og cool at være globetrotter – i fremtiden er det mest at alt samvittighedsløst. Hvis man endelig vil opsøge eventyret er det for nemt at sætte sig op i en flyver og blive fløjet ned til foden at Mount Everest, hvor man bare behøver at følge det såkaldte ”Kleenex-spor” hele vejen op.

Det, vi finder ud af i disse dage, er at det virkelige eventyr, dels begynder med det første skridt – dels at det kan ligge og vente lige rundt om hjørnet. Det behøver ikke at foregå i en fjern verdensdel. Man kan sagtens tage livet på sig på en helt ny og uforudsigelig måde og med et er alt forandret. Det er øjnene som ser. Det er perspektivet på tingene. Det oplevede Maria da en engel talte til hende og det oplever vi midt i en verdensomspændende pandemi. Vi får syn for hinanden. Selvom vi naturligvis er helt unikke individer, så er vi såmænd ikke så forskellige. Vi savner fællesskabet og oplever det derfor på en helt ny og frisk måde. Vi deler oplevelser – fællessang for eksempel. Hvad enten man kan lide det eller ej, har de fleste nok stødt på fænomenet i den senere tid. Det er så dejligt jordnært. Vi er bare mennesker, selv når nogen mener at have hele sandheden.

Gud ER. Gud er med i vores glæder, såvel som i vores sorger. I de fattige dele af verden, de dele hvor man allerede mærker klimaforandringernes ødelæggelser, de dele hvor sult og sygdom altid har hærget, de dele hvorfra flygtninge søger imod vores rigdom - i de dele kender man så rigeligt til sorgerne. Vi i den rige del af verden har været i stand til at holde den slags på behørig afstand. Vi har kunnet fortsætte vores liv ganske ufortrødent på trods af alverdens nød og ulykke og har lejlighedsvis delt lidt af vores overflod. En pandemi som selv vi ikke kan skærme os imod, kan få alvoren til at gå op for os. Der var også sult og sydom på Jesu tid. Han siger faktisk selv, da han bliver salvet med dyr olie, at ”de fattige vil I altid have i blandt jer”. Vi kan måske ikke redde hele verden, men vi kan i hvert fald tøjre vores egen egoisme.

Nu, under pandemien, lærer vi i fællesskab, og af fællesskabet, at det er helligt at værne om hinanden, at elske sin næste som sig selv, så kan vi skabe en verden hvor fællesskabet rækker ud over individets mulighed for - og ret til - at realisere fortællingen om sig selv via et facebook-opslag fra en fjern og eksotisk destination. Forhåbentligt kan pandemiens, forårets og Marias bebudelse holde os fast på et mere næstekærligt fokus. Alt og alle er vi Guds kilder. Amen.


Ord til opmuntring d. 28/3 2020, Mik Kjerulff

Det er jo ikke mere end godt 14 dage siden, vi erfarede at pandemien var en realitet og at kirkerne måtte lukke, i et fælles forsøg på at begrænse smittefaren. Der skulle have været festlig brunch-gudstjeneste i Allehelgens kirke d. 15 marts men det blev ikke til noget. ”Korfødderne” skulle have sunget i kirken og vi glædede os meget. Vi skulle bl.a. have hørt ”Vårvise” og da foråret trods alt har meldt sin ankomst, iblandet en portion vemodighed og alle de andre følelser som ”Vårvise” rummer, synes jeg ikke vi skal snydes og derfor linker jeg til den med Sebastian og Sidsel Kyrkjebø.

Der er så meget vi savner, men én af de gode ting ved situationen er måske, at vi får et fornyet fokus på hvad det egentlig er vi savner og hvorfor. Et fornyet fokus på alle de ting, vi måske har gået og taget lidt for givet. Der er masser af eksempler. Den anden dag, nævnede min kollega Line, hvordan et par smilende øjne skar igennem isolation. Det var en god iagttagelse hvor meget et smil og nogle øjne som ser os kan gøre en forskel. Faktisk måtte undertegnede med skam indrømme, at jeg har haft lukket ned for mit eget smil – som om, det at jeg undgik andres blikke gavnede fordringen om 2 meter afstand – men det gør det jo på ingen måde! Jeg slår ikke længere blikket ned men holder bare afstand når jeg trods alt bliver nødt til at forlade hjemmet og købe fornødenheder o.l.

Når vi er begrænset til smilet, må vi bruge netop det og mere end vi har været tilbøjelige til tidligere. Mobiltelefonen har nu i årevis betydet at vi ikke rigtig ser hinanden, men det har vi rig mulighed for at gøre nu – slå blikket op, have syn for hinanden og smile…for det smitter også! Var det ikke Victor Borge som i sin tid sagde: ”smilet er den korteste afstand mellem mennesker”.

Et andet eksempel er den krammekultur vi har fået udviklet de senere år. Alle krammer. Det er nogle gange lidt akavet og det er jo ikke alle der bryder sig om det. Er vi på krammer? Krammer man med nogen man ikke rigtig kender? Hvornår kender man så hinanden? Vi kom som fremmede og krammede ikke – vi gik som bekendte og krammede derfor!? Men nu…nu savner de fleste af os at kramme Gud og hvermand. Vi er i krammeunderskud! Når vi ses igen så er krammet ikke akavet eller forstillet. Det vil være inderligt og hjerteligt ”lige meget hvem du er” for ”en fremmed er en ven du endnu ikke har mødt” (frit efter Gnags).

Vårvise:

https://www.youtube.com/watch?v=yGAsa8KIQjI

 De bedste ønsker om en smuk og fredfyldt lørdag. 


Fredag d. 27.3, af Mik Kjerulff

Vi skal passe på hinanden og det skal vi gøre i fællesskabets og kærlighedens navn. Derfor skal vi isolere os. Vi må godt nok gerne komme ud og nyde den friske luft – det bør vi faktisk - men vi må ikke give et kram eller et knus. Vi må ikke give hånd, vi skal holde afstand og al den afstand kan forvandle isolationen fra alene-hed til ensomhed.

Ensomheden er i forvejen en udfordring i vores højteknologiske tidsalder, hvor selv unge mennesker i stort omfang føler sig ensomme, men det at vi end ikke må mødes og have fysisk kontakt er alligevel en udfordring ud over det normale. Derfor skal dagens opmuntrende ord omhandle klosterliv.

Her søger ordens- broderen eller søsteren jo bevist ind i isolation for at vie sit liv til Vor Herre. Dette enkle liv i stadig bøn og i ægteskab med Vor Herre, er en måde at sone vores andres skyld på. Der er nogen som til stadighed går i forbøn for os. Men når man spørger munke og nonner om deres liv i afsavn – (det de fleste af os ville opleve som afsavn) - så står det jo klart, at det ikke opleves som sådan, men tværtimod som meget rige liv! Det er tankevækkende. Der er altså én virkelighed og opleves meget rig og stærk, hos de mennesker som isolerer sig i stadig bøn til Vor Herre. Hverdagens stress, jag og larm bliver ligegyldig fordi det ikke er det livet handler om.

I Spanien hærger Corona virussen meget slemt i disse dage. Det var også i Spanien at Theresa af Avila levede som nonne i 1500-tallet. Hun reformerede en del af Karmelitter-ordenen, idet det var som så med stilheden og det enkle liv. Hun søgte bevidst ind i stilheden med Gud og hun hævdede også at have samtaler med Vor Herre, en påstand som var farlig, dels pga. den berygtede Spanske Inkvisition og dels fordi hun var en stærk kvinde i et mandsdomineret samfund hvor der selvfølgelig også var politiske kampe og intriger både udenfor og indenfor klostermurerne. På trods af en del fysiske udfordringer, blev hun gammel og på hendes dødsleje skrev hun en bøn som Taizé-traditionen har taget til sig. Den lyder således i oversættelse:

“Lad intet forstyrre dig Lad intet gøre dig bange. Alting passerer. Gud alene er uforanderlig. Tålmodighed opnår alle ting. Hvis du har Gud vil du aldrig mangle noget. Gud alene er tilstrækkelig.”

Der er blevet komponeret musik til og denne smukke sang er der meget opmuntring i:

Nada te turbe, nada te espante; Quien a Dios tiene, nada le falta. Nada te turbe, nada te espante: Sólo Dios basta. Nada te turbe, nada te espante; Quien a Dios tiene, nada le falta. Nada te turbe, nada te espante: Sólo Dios basta.

https://youtu.be/go1-BoDD7CI

Og så ses vi forhåbentlig til morgensang på DR1 eller i bøn kl. 12 Med ønske om finde ind i Teresa af Avilas ro, og en rigtig smuk dag.



Onsdag den 25. marts, Line Bønding
Vi har oprettet en gruppe i forbindelse med vores Facebookside her, hvor der er mulighed for at være noget mere interaktiv, end vi kan her. Vi kan have flere samtaler kørende om forskellige emner - bl.a. har vi, inspireret af Suzettes indslag igår med en opfordring til også at huske at grine og bevare humoren i denne tid, oprettet et emne, der hedder 'kirkens latterklub'. Et andet emne er 'bønner'. Og der lavede vi en fælles bøn i søndags, som jeg vil sætte ind her nedenfor - og som jeg beder højt i videoklippet, samtidig med, at jeg tænder lys i vores lystræ i Sundkirken.

Det var fem personer, som bidrog med input til bønnen, som jeg så satte sammen til en helhed. Hvis jeg skulle tilføje noget til bønnen nu, så ville det være en bøn for vores regering og folketing, som i denne tid må tage beslutninger og vedtage midlertidige hastelove, som går i mod vores ellers grundlovssikrede frihedsrettigheder i kampen mod corona.

Normalt, når man går i kirke, så har præsten i samarbejde med organist og kirketjenere, forberedt en gudstjeneste, og som kirkegænger er man vel forholdsvist passiv og modtagende. Det er på mange måder fint, for det er jo det forhold, vi alle står i i forholdet til Gud: Passivt og modtagende. Men faren er, at man bliver sat lidt af og det, som ellers skulle være et levende forhold til Gud, bliver noget, som nogle andre gør, noget som man er tilskuer til.

Her i vores nye Facebookgruppe er der mulighed for, at vi alle kan være præster for Vorherre på bedste Lutherske vis. Alle kan bidrage til en bøn. Alle kan bidrage til åbenhjertige samtaler om tro og kirke. Alle kan lægge et sjovt indslag op, så vi også husker at grine. Alle er velkomne i gruppen, som man kan finde her: https://www.facebook.com/groups/1066862377026239/?source_id=305641209599349

Mht bønnen, så vil jeg forslå, at man beder den kl. 12.00, hvor mange andre også beder. Det er godt, når mange gør det samme (især når det er noget godt og opbyggeligt) på samme tid. Det bidrager også til følelsen af fællesskab i en tid, hvor vi ikke kan være sammen med andre, som vi plejer og nogle måske kommer til at føle sig ensomme.

Med ønsket om en smuk og dejlig onsdag den 25. marts.

Kærlig hilsen, Line Bønding

Kære Gud, barmhjertige, himmelske Far! Vi takker dig for, at hvor dit rige er, er der ikke frygt, men kærlighed og lys.

Vi beder dig, fyld vores hjerter med håb og taknemmelighed, åbn vores øjne, ja alle vores sanser, for alt det, du giver os hver dag, og som vi giver hinanden. Hjælp os til at vælge kærligheden, frem for frygten. Styrk os i troen på, at din virkelighed også er vores virkelighed, ikke bare engang i en fjern himmel, men lige her og nu. Styrk os i troen på, at vi er dine børn, skabt i din billede - og som du favner os i barmhjertighed, sådan kan vi også favne hinanden.

Gud, vi takker dig for hinanden, nu, hvor vi er adskilt, får vi øje for, hvor meget fællesskabet betyder. Vi takker dig, Gud, for kirkefamilien, som stadig er der for hinanden og støtter hinanden også i denne tid, hvor vi ikke kan være sammen, som vi plejer. Når vi synger op til dig, himmelske Gud, fra hver vores grønne plet på jorden kan vi mærke at alle andre gør det samme i fællesskabets ånd. Det takker vi dig for.

Vi takker dig også for alle dem, professionelle, som frivillige, som yder en kæmpe indsats i denne tid, vær dem nær, og giv dem styrke og kræfter til at bære de opgaver, som er til gavn og glæde for os alle.

Gud, vi ber dig for alle, som er ramt af corona og for dem, som er fyldt med frygt og bekymringer! Vær hos os alle, at vi må fyldes af din fred, Gud, en fred, som overgår al forstand, en fred, som vi ikke kan finde i os selv, hvis du ikke planter den i os!

Lad kærligheden være den røde tråd i vores liv, som begynder lige nu og ender i evigheden.

Det beder vi om i Jesu Kristi navn! Amen.

Hør bønnen her:

https://www.facebook.com/metro...

Tirsdag den 24. marts, Suzette Ejdrup
Jeg ved ikke med jer, men jeg syntes, at der er behov for lidt at grine af i dag. Så jeg håber, at I blev smittet af den lille drengs skønne latter. (Tryk på billedet, og videoen starter). Og det er ikke fordi, at jeg ikke tager situationen alvorligt. Nu er nedlukningen af Danmark forlænget til efter påske. Det betyder ændrede liv for rigtig mange mennesker endnu en tid. Og det betyder også, at vi ikke kan mødes i kirken og fejre påske og sammen tage del i påskens store drama.

Men humor kan være ganske forløsende - netop i pressede tider. Jesus selv brugte også humor i sin forkyndelse. I Markus evangeliet kan vi læse, at de skriftkloge blandt farisæerne havde ondt af, at Jesus spiste sammen med toldere og syndere, og de spurgte ham om, hvordan det kunne lade sig gøre. Han svarede: "De raske har ikke brug for læge, det har de syge". Hvem han betragter som raske og som syge, nævner han ikke. Det er underfundig humor. Er andet eksempel er en fortælling fra Lukasevangeliet, hvor Jesus spiste hos en af de ledende farisæere. Der lagde Jesus mærke til, hvordan gæsterne sloges om de øverste pladser, alle ville så tæt på værten som muligt. Han sagde derfor: "Når du bliver indbudt til bryllup, så sæt dig ikke øverst, for måske kommer der en, der er fornemmere end du, og du vil blive bedt om at sætte dig længere ned, hvilket vil være pinligt for dig. Nej, sæt dig nederst, så bliver du måske bedt om at sætte dig længere op, mens alle ser og hører det. Hvilken ære for dig!" Det resulterede i, at alle nu sloges om de nederste pladser. Den er også baggrunden for vittigheden om de to præster, der mødes ved et stort og fristende tag-selv-bord. ”Efter dig” – ”efter dig” lød det gang på gang, og ingen af de to fik noget at spise ved det bord.

Så lad os grine af det, der er at grine af. Lad latteren og smilet smitte. Det er nu, vi har brug for det.

Jeg ønsker jer en tirsdag fuld af glæde, smil og latter.

Mange hilsner Suzette Ejdrup

Mandag den 23. marts, organist Fredrik Mellqvist spiller
Idag, hvor vi går ind i den sidste uge af vores fælles isolation, som har til hensigt at knække corona-kurven, lægger vi op til stille reflektion over et stykke musik. Vores ene organist Fredrik spiller her: Alt står i Guds faderhånd. Det er tankevækkende hvor små vi mennesker egentlig er når det kommer til stykket.
Hør Fredrik Mellqvist spille her:

https://www.facebook.com/metro...


Søndag den 22. marts, Suzette Ejdrup
Det er i dag Midfaste – vi er midt i fastetiden og hastigt på vej mod påske. Under normale omstændigheder ville vi have fejret gudstjeneste i Sundkirken kl. 10 og kl. 12 i Allehelgens Kirke. Men gudstjenester er, som I ved, aflyst, for at vi kan passe på hinanden og ikke sprede smitte med corona virus.

At tage del i en gudstjeneste er en ”total oplevelse” med bønner, musik og sang, der passer til dagens tema og stemning. Og gudstjeneste er noget, vi gør sammen. En gudstjeneste er noget, vi fejrer sammen i fællesskab. Derfor bliver det ikke helt det samme at læse bønner og prædiken alene for sig selv.

Men I skal dog ikke snydes… Og måske vi i ånden kan fejre gudstjeneste sammen. Sammen hver for sig. Fællesskab på afstand.

Lad os bede sammen: Gud, du kender vores dybeste hunger, sjælens sult og åndens tørst. Før vi beder, ved du, hvad vi har brug for både til legeme og sjæl. Alligevel beder vi: Mæt os med din kærlighed, og lad os aldrig tage det gode som en selvfølge, så vi glemmer at være taknemlige og givende. Lær os at elske, så vi kan mætte andre. Giv os at smage glæden i dit evige rige, hvor al lidelse og nød er forsvundet. Og alle skel og skranker faldet bort. Da er vi ét i dig i din elskede søn Jesus Kristus, som er livets brød fra evighed til evighed. Amen

Fra 2. Mosebog 16,11-18 skal vi læse fortællingen om, hvad der sker, da Moses fører israelitterne gennem ørkenen fra Egypten og til det forjættede land:

Herren sagde til Moses: »Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig. Sig nu til dem: Lige inden mørket falder på, skal I få kød at spise, og i morgen skal I spise jer mætte i brød; så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud.« Om aftenen kom der et vagteltræk, som dækkede lejren, og om morgenen lå der dug rundt om lejren. Da duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden. Da israelitterne så det, spurgte de hinanden: »Hvad er det?« For de vidste ikke, hvad det var. Men Moses sagde til dem: »Det er det brød, Herren giver jer at spise. Dette er, hvad Herren har befalet: I skal samle så meget af det, som hver enkelt kan spise, en omer til hver enkelt svarende til antallet af personer. Enhver skal tage til dem, der hører til i hans telt.« Det gjorde israelitterne, og nogle samlede meget, andre lidt. Da de målte det med omer-målet, havde den, der havde samlet meget, ikke for meget, og den, der havde samlet lidt, havde ikke for lidt; de samlede det, hver især kunne spise. Amen

Fra Johannesevangeliet 6,24-37 vil vi læse:

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort; Amen

Kender I fornemmelsen af en sult, der ikke kan mættes? Kender I følelsen af at sulte efter mere. Men lige meget hvad man gør, så bliver sulten ikke rigtig stillet? Det er som at have en sult efter mere, efter noget andet, noget bedre hele tiden. Mere vil have mere. Sådan er der nok flere af os, der er skruet sammen. Ind i mellem føler vi os helt tomme og bliver sultne efter noget mere. Det er ikke en fysisk sult, jeg her taler om, selvom det bestemt også kan være slemt, men det er en åndelig sult, jeg tænker på. Den åndelige sult, der melder sig som en tomhed, uro – en rastløshed, der kan forsøges dæmpet på forskellig vis: ved shoppeture, skift af fritidsinteresse – noget endnu vildere denne gang. Måske det hjælper at skifte bolig, skifte partner, skifte job, bil, tv, mobiltelefon eller venner. Måske det hjælper at rejse ud og væk – endnu længere væk denne gang til et endnu mere eksotisk sted – ja det var altså en mulighed, indtil for kort tid siden. At rejse ud i verden. Og alle disse forandringer kan føles godt, men måske kun for en tid. Så melder sulten sig efter noget nyt, noget større. Jeg taler ikke her for stilstand, laden-stå-til, handlingslammelse eller apati: Forandring, udvikling og nye tiltag og input er givende og nødvendige. Men det kan være skruen uden ende. Måske fordi den tilbagevendende tomhed, uro, rastløshed eller umættelige sult ikke dækkes af noget, som verden er i stand til give, selvom verden ellers har nok så meget at give.

En af de store kirkefædre fra 400 tallet, Augustin, sagde det på den måde, at vi som mennesker er urolige, vi har en længsel efter evighed, indtil vi finder hvile hos Gud. Det vil sige, at der er en del af vores tomhed, uro - en del af vores indre sult - der ikke kan tilfredsstilles af noget i denne her verden. Men kun af Gud selv. Eller for at sige det med ord fra dagens evangelium: Der findes en sult, som kun Jesus Kristus kan stille. Det var det, Jesus sigtede til, da han sagde: "Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal aldrig tørste." For det brød, jeg vil give ham, "består til evigt liv". Der findes altså en åndelig sult, som kun Jesus Kristus kan mætte.

Jesus var ellers ikke ligeglad med, om mennesker sultede sådan i konkret, fysisk forstand – I ved, hvor maven føles som et stort hul – en knugende og gnavende fornemmelse i maven. Den sult var Jesus ikke u-overhørig. For den dag, hvor Jesus sagde de her ord, havde han dagen forinden udført et under, hvor han med blot 5 brød og 2 fisk havde skabt et måltid og mættet hele 5000 familier. De mange mennesker var samlet ved Genesaret Sø. Dagligvarebutikkerne var langt væk, og de havde ikke fået mad med hjemmefra. Jesus tog kroppens behov alvorligt og vidste, at uden mad og drikke, duer helten ikke. Jesus udførte et under og skaffede dem alle sammen føde. Og da han havde gjort det, da var det, at sulten efter mere meldte sig hos folkeskaren. De kunne ikke få nok. Nu ville de gerne have lidt mere. Jesus havde jo demonstreret, at han kunne skaffe dem mad lige med et og uden videre. Så nu ville de gerne have ham til at udføre nogle flere undere. Gøre noget lidt større og vildere. Da Jesus opdagede det, skyndte han sig at gå sin vej. Langt væk. Han opsøgte ensomheden. Men skaren fik opsnappet, hvor han opholdt sig. Og da de fandt ham, sagde han til dem, at de kun kom fordi, de ønskede, at han skaffede dem mere mad og gjorde større undere. Men dybest set stillede folkeskaren sig tilfreds med alt for lidt. De sultede efter at få mad og drikke i rigelige mængder. Men Jesus kunne give dem mere end det. Han kunne give dem en føde, som mættede for altid og ikke kun nu og her.

Hvis Jesus havde sagt det her i dag – år 2020, så ville han måske have sagt til os: "I ”sulter” efter en lejlighed - et hus, der er stort nok. En vin, der er god nok. En rejse, der er eksotisk nok. Eller underholdning, der er festlig nok. Eller et job, der er meningsfyldt nok. I ”sulter” efter at have nok af alt – ikke kun håndsprit, toiletpapir og rugbrød –men alt. Det er alt sammen godt i sig selv. Det eneste problem er, at det har den indbyggede mekanisme, at vi altid vil have mere. Så vi bliver aldrig helt mætte ad den vej.

Det er som at spise chips, is, slik og kager og drikke sodavand. Det er lækkert, det smager skønt, vi bliver glade, og får hurtig energi. Men lige meget hvor meget vi spiser eller drikker, bliver vi ikke rigtig mætte. Og vi søger køleskabet eller andre forrådsskabe igen og igen. Jeg hørte i går i radioprogrammet ”Mads og Monopolet”, at vi i disse tider med bekymring og uvished og mangel på hverdag, faste rutiner og rytmer er mange, der har det sådan. Vi er lækker-sultne, spiser mere og mere, men bliver ikke rigtig mætte. For det er tomme kalorier i stedet for den solide, nærende og vitaminrige kost, der mætter længe og giver god energi til dagens opgaver, sorger og glæder. Den gode kost, der mætter ikke kun kortvarigt, men i evighed er Jesus. Jesus mætter i længden. For Han er livets brød.

Og hvordan kan vi så få del i dette brød? Du har lige gjort det – ved at læse Guds ord får du del i Livets brød. Og vi gør det, når vi samles til gudstjeneste eller andre andagter og lytter til Guds ord. Når vi tænder for radio og tv eller lytter og ser med på andre medier - også de sociale - og hører Guds ord i de gudstjenester, der bliver transmitteret. Del i livets brød får vi også, når vi åbner bibelen og læser Guds ord. Ordene kan vi lade nå ind i hjertet – vi kan lade dem blive ord ikke kun til overvejelse, men også til vejledning og efterfølgelse. Del af livets brød får vi også, når vi synger om Gud. Taler med Ham i bøn. Og vi spiser af det brød, han er, når vi bærer barnet hen til ham i dåb. Og vi spiser livets brød, når vi selv tager imod Ham gennem nadveren. Det hellige brød som Jesus er til stede i - det er en lille bid af livets brød.

Som det gode, nærende og mættende måltid giver fysisk energi, kan Jesus give os åndelig energi og kræfter til glæde for os selv og andre. Og det glædelig budskab er: Der er rigeligt til alle, og vi er alle velkommen til at tage for os. Tage for os i rigelige mængder. Der er nok til alles krop, sjæl og ånd. For Jesus siger: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal aldrig tørste”. Og fortsætter Jesus: Og den der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort. Aldrig vise bort.

Derfor kan vi sige: Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Lad os bede sammen: Vor Gud og Fader i himlen. Tak for hvad du dagligt giver os, så vi kan leve. Tak for dagligt brød og for livets brød. Vi beder dig: Mæt de sultne, hjælp de hjemløse og landflygtige og de forfulgte. Vær hos de fangne og giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Helbred de syge, og vær hos dem der er ramt af sygdom, sorg, ulykke og savn. Vær med alle med ansvar i vores samfund: Giv dem forstandighed og storsind, så de forvalter mulighederne for de svage og til at tjene andre mennesker. Vær med alle de mennesker, der på forskellig vis knokler hårdt for at hjælpe os alle i denne tid. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Lad frygt og terror blive erstattet af glæde og rummelighed. Velsign og bevar vor Dronning og hendes familie og hjem, alle familier og hjem og alle uden familie og hjem. Hold din beskyttende hånd over os, fri os fra alt ondt og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden. Vi beder for din kirke her og ud over hele jorden. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Giv os alle nåde, fred og velsignelse og bevar os i håbet om syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Det beder vi om i Jesu navn. Amen.

Rigtig glædelig og solrig søndag ønskes I alle

Kærlig hilsen

Suzette Ejdrup



Lørdag den 21. marts, Line Bønding
Lige nu i denne tid kan vi ikke samle alle de mennesker, som vi plejer at samle, til gudstjenester, undervisning og andre arrangementer og aktiviteter. Vores kirker sprudler normalt af liv hele ugen rundt. Nu er det midlertidigt lukket ned. Man kan ikke engang komme ind og tænde et lys i vores lysglobe/lystræ i bøn for denne tid.

Betyder det, at vi ikke tror nok på Gud i Folkekirken? - spørger kritiske røster.

Det er ikke et udtryk for en svag tro, men en solidaritet med resten af samfundet, og en erkendelse af, at vi alle er i risiko for at blive smittet uanset, hvor vi samler os i større forsamlinger og fællesskaber. Det ændrer kirkens rum ikke på.

Situationen er både historisk og smertefuld. Men den giver os også anledning til at overveje, hvad kirke egentlig er?

Er kirken de fysiske rammer, kirkebygningen, murstenene, som vi kan pege hen på og sige: ’Se, der er en kirke!’?

Er kirken præsterne og de ansatte, som normalt har deres daglige gang i kirkens fysiske faciliteter og byder mennesker velkommen indenfor, når vi åbner dørene til gudstjeneste m.v.?

Ja, kirken er vel også det, men ikke først og fremmest.

Kirke betyder fællesskab. Kirken er bygget af de levende stene, som menigheden, dvs. du og jeg, helt almindelige mennesker, udgør, når vi samles til gudstjeneste og bøn.

For tiden må vi være fysisk adskilt, og det er trist og nedslående for mange af os; men kirkens fællesskab er ikke kun et fysisk fællesskab, men også et sjæleligt og åndeligt fællesskab. Et fællesskab med både Gud og mennesker.

Det fællesskab taler Jesus fx om, når han siger: ’Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han skal bære megen frugt. For skilt fra mig kan I slet intet gøre.’ Joh. 15,5 Med de ord taler Jesus om vores dybe forbundethed, ja, enhed med ham og med hinanden. Vi sidder fast på ham, som grene sidder fast på deres træ, som én stor organisk enhed.

Grenene er ikke hele træet, men de er heller ikke forskellige fra træet. Og træet og grenene næres af jordens muld, som træet stikker sine rødder ned i og suger liv og kraft op fra; og det næres af himlens og solens lys og varme, som træet strækker sine grene op i mod.

Det er ikke tilfældigt, at Jesus sammenligner sig med et vintræ og ikke et hvilket som helst andet træ. For af vintræets frugt laver man vin; mørkerød, varmende og berusende vin. Jeg tror, at mange har erfaring med, hvad sådan et enkelt glas vin kan gøre ved fællesskabet (i for store mængder er det naturligvis både destruktivt og fællesskabsnedbrydende og en virkelighedsflugt; her taler jeg kun om et enkelt glas): Det kan hjælpe os til at slippe nogle af vores forbehold over for hinanden, så vi kan overkomme følelsen af fremmedgjorthed, og løfte stemningen og slippe festen løs. Kroppen slapper af. Og vi slapper af. Er frie sammen.

Det er den frihed, der kendetegner det fællesskab vi har med Gud i Kristus – og som vi fortsat har, selvom vi alle nu er nødt til at holde os hjemme hver for sig. Vi er stadig forbundet med hinanden og Gud, som grenene er forbundet med træet.

I dag har jeg linket til en video med en lille meditation, som man kan lave derhjemme, som netop handler om denne forbundethed med jord og himmel; Gud og mennesker, ja, alt levende.

Man kan evt. tænde et lys, skabe et rum omkring sig, inden man laver meditationen, som er med til at stemme sindet til stilhed og bøn. Og som kan hjælpe en med at lægge sin normale dagsbevidsthed lidt til side og træde et par skridt dybere ind i sig selv.

Med ønsket om en smuk lørdag den 21. marts med solskin og høj blå himmel!

Kærlig hilsen, Line Bønding 

Fredag den 20. marts, Mik Kjerulff
Det er oftest gennem kriser, at vi vokser som mennesker og som fællesskab. Det er tankevækkende. Vi skal passe på hinanden. Det er vores fælles ansvar og dag for dag skal det vise sig om vi for alvor vil hinanden. Det glædelige budskab er, at det bestemt ser sådan ud.

Selvfølgelig er der folk som ikke bryder sig om det, de føler er et overgreb imod deres frihedsrettigheder, og det er da også en debat og et fokus vi til stadighed må have, men generelt virker det som om man er sig sit ansvar bevidst. De unge tror tit, at det der foregår over i kirken kun er noget for gamle mennesker, som slet ikke ved noget om livet…altså det liv man er ved at finde sig selv i, når man definerer sig selv og sine interesser på skaterbanen osv.

Derfor har jeg lyst til at fortælle lidt om en anden ung mand, som i sin tid var helt med på noderne. Han gik i det smarteste tøj og tog del i de vildeste fester hele tiden. Han havde heller ikke brug for kirke og kristendom og alting spillede – altså lige indtil den dag han for alvor blev syg og gennem en periode svævede mellem liv og død. Han overlevede, og da han kom ud på den anden side, i live, var hans fokus forandret. Han lagde det overfladiske, tomme liv med festerne og stofferne bag sig og tog ansvar i eksistensen.

Dengang var der desværre også meget overfladisk bling forbundet med magt og derfor var magten i Vatikanet også fedtet godt ind i dekadence. Vi er i Italien i 1200-tallet. Det er Frans af Assisi jeg taler om. Han fik et andet fokus – Gud. Han fik syn for at vi alle er skabt af Vor Herre – også de fattige og de udstødte, de syge og de gamle, naturens flora og fauna. Men alt hans hippie-pis, var faktisk en sten i skoen på paven, (som godt kunne lide luksus og bling). Det var dog svært at finde argumenter imod den Hellige Frans og derfor blev der også oprettet en munkeorden i hans navn. Det er denne Frans som den nuværende pave har taget navn efter. Da Frans på et tidspunkt lå på et sygeleje digtede han "solsangen" eller "skabningernes lovsang" (som selvfølgelig nok et mere poetisk i originalen – uden dansk oversættelse).

Allerhøjeste, almægtige, gode Herre,
Din er al lov, pris og ære og al velsignelse.
Dig alene, Allerhøjeste, tilkommer de,
og intet menneske er værdigt at nævne Dit navn.
Lovet være Du, min herre,
med alle Dine skabninger,
især hr. broder sol, som er dagen,
og ved ham giver Du os lys.
Og han er smuk og strålende med stor glans.
På Dig, Allerhøjeste, er han et billede.
Lovet være Du, min Herre,
gennem søster måne og stjernerne.
På himlen har Du skabt dem,
klare og kostelige og smukke.
Lovet være Du, min Herre,
gennem broder vind
og gennem luften og skyerne
og godt vejr og al slags vejr,
hvorved Du opholder Dine skabninger.
Lovet være Du, min Herre,
gennem søster vand,
som er såre nyttig og ydmyg
og kostelig og kysk.
Lovet være Du, min Herre,
gennem broder ild,
ved hvem, Du oplyser natten;
og han er smuk og munter
og kraftig og stærk.
Lovet være Du, min Herre,
gennem vor søster moder jord,
som opretholder og nærer os
og frembringer alskens frugter
med farvede blomster og græs.
Lovet være Du, min Herre,
gennem vor søster,
den legemlige død,
som ingen levende kan undslippe.
Ve dem, som dør i dødssynd.
Salige er de, som døden finder indesluttet
i Din allerhelligste vilje,
for den anden død
kan ikke gøre dem noget ondt.
Lov og pris min Herre
og tak ham
og tjen ham i stor ydmyghed.

Til sidst vil jeg gøre lidt reklame: DR1 har morgensang kl. 9, hvor vi inviteres til at synge alene – sammen. Netflix har en god film om den nuværende og den tidligere pave: Two Popes – og endelig skal man vide, at der sidder mange mennesker rundt omkring som går ind i bønnens rum præcis kl. 12 hver dag – alene i fællesskab. Rigtig mange hilsner fra os her i Allehelgens – og Sundkirken.

Med ønsket om en rigtig god fredag i vores fælles ensomhed.

Torsdag den 19. marts, Suzette Ejdrup
Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Sådan lyder det ved enhver gudstjeneste og andagt, dåb, konfirmation, bryllup, bisættelse og begravelse. Ja, sådan afslutter jeg også ofte en sjælesorgssamtale.

Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Sådan lyder Guds velsignelse. Ordene stammer ifølge Det gamle Testamente fra Moses og hans bror Arons tid. De findes i 4. Mosebog kapitel 6,24-26. Det er den velsignelse, som Gud sagde til Moses, for at han kunne fortælle videre til sin bror Aron, som var Israels første præst og grundlægger af præstestanden. Derfor hedder velsignelsen også den aronitiske velsignelse.

Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Når præsten eller andre siger eller lyser velsignelsen, sker det på vegne af Gud. Den egentlige velsignelse udgår fra Gud. Og når et menneske velsignes, er det en bøn eller ønske om, at dette menneske må stå under Guds beskyttelse.

Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Det er stærke ord. Gud ser direkte på os og er os nådig. Gud ser direkte på os og giver os fred. Gud beskytter os. Det kan vi have brug for i denne tid, hvor alting er helt forandret pga. corona virus. I denne tid hvor bekymringer og frygt kan tage over, er det godt med en kærlighedserklæring fra alle højeste sted:

Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Læs stille og roligt ordene og lad dig overstrømme af Guds kærlighed, nåde og fred:

Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

En smuk og solrig torsdag ønskes I alle.

Mange hilsner
Suzette Ejdrup

Onsdag den 18. marts, Mik Kjerulff
Nu er vi snart halvvejs gennem fasten og det må siges at den har fået helt anderledes tyngde i år. Måske er der opmuntring i at vide de gammel-testamentelige tekster for tiden handler om folkets trængsler og om at Gud leverer føden - måske nok lidt kedelig mad, men immervæk, således at de ikke lider nød. Det der er i fokus er at jøderne på meget pædagogisk vis lærer at når de deler af det de får, så er der nok til alle.

I ulige år, (salmebogens 1. Tekstrække) finder man som søndagens tekst, Johannesevangeliets fortælling om “bespisningsunderet”. (Joh. 6, 1-15) Det er fortællingen om de 5000 mennesker der er forsamlet for at høre Jesu ord, og hvor Jesus og hans disciple konstaterer at der jo nok ikke er mad nok til dem alle. To fisk og fem brød er hvad de umiddelbart kan diske op med! Jesus giver sig tl at dele ud af maden og sandelig om ikke det viser sig at der er mere en rigeligt! Det er et vidunder, men man har lov at spørge om ikke vidunderet er at de kan finde ud af at dele, når nu Jesus deler sit - sandelig, hvis alle gjorde det samme, og i øvrigt viser lidt mådehold, situationen taget i betragtning - (de befinder sig langt væk fra byen og indkøb og forsyninger), ja, så kan de faktisk sagtens klare sig, og mere til!

I går talte Dronningen med formanende ord. Det handlede ikke om mad, men det kristne budskab om at dele og tage ansvar for hinanden i situationen var alligevel klart og det er ganske, ganske smukt at være vidne til at vi som normalt er en smule forkælede (sådan set med store globale briller), formår at vokse med opgaven og ansvaret. Vi er nogle der har været længere tid om at fatte alvoren end andre, men nu er ti´øren ved at være faldet og der er umådelig stor opmuntring i den fælles ansvarsfølelse.

Sidst: Et at ugens projekter her i den fælles isolation er at lære teksten til “den blå anemone”. En elefant skal spises i meget små bidder og jeg begynder naturligvis med 1. Vers. Det er meget meditativt når man skal forsøge at huske - og det efterhånden sidder fast. Jeg kan varmt anbefale det!

De allervarmeste hilsner til jer alle fra os i kirken og med ønsket om en god og fredfyldt onsdag.

https://youtu.be/qv_xuB5I2CI

Teksten:

Hvad var det dog der skete
1. Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone, jeg planted dér i fjor.

2. På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.

3. Nu står den der og nikker
så sejerssæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.

4. Hvad var det dog der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: "Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden", da jeg sad
i vint'rens grumme done.
Nu gør min anemone,
mit hjerte atter glad.

5. For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er vor skaber stor!

Tekst: Kaj Munk


Tirsdag den 17. marts, Line Bønding
"I wish it need not have happened in my time", said Frodo.
"So do I" said Gandalf, "and so do all who live to see such times.
But it is not for them to decide.
All we have to decide is what to do with the time that is given us."

J.R.R. Tolkien, The Fellowship of the Ring

Der er tider og overgange i alle menneskers liv, som man ville ønske, at man ikke skulle gå igennem. Lige nu oplever vi en situation på verdensplan, som vi ville ønske, at vi ikke skulle gå igennem. Coronavirussen og bestræbelserne på at inddæmme den, har på mange måder gjort vores liv ugenkendeligt - nærmest fra den ene dag til den anden. Vi har mistet vores bevægelsesfrihed, vores frihed til at gøre mere eller mindre, hvad vi har lyst til, og til at være sammen med dem, vi har lyst til, når vi har lyst til det. De fleste af os forstår godt, at det er nødvendigt med alle disse tiltag, men mon ikke også, at vi alle sammen mærker en vis protest i os selv; en følelse af snærende bånd og måske endda desperation, over ikke at kunne gøre som vi plejer. En længsel efter komme ud på den anden side af alt det her.

Utålmodigheden melder sig. Nu vil vi gerne snart se, at det gør en forskel, at vi bliver hjemme. Men i meldingerne fra eksperterne lyder det, at vi kun lige er i begyndelsen af det hele. En af de mest grundlæggende værdier, som vi er opflasket med her i landet, er frihed. Det er smertefuldt, når den tages fra os - også bare for en tid, som man, selvom vi ikke ved præcist hvornår, kan se en ende på. Friheden er taget fra os, fordi noget andet er kommet over os. Noget, som vi ikke selv har valgt. Det var ikke din og min beslutning, at dette skulle ske i vores tid. Det er noget, der sker med os. Men det, som vi kan beslutte, er, som Gandalf siger i nedenstående citat, hvad vi gør med den tid, som er os givet.

Hvad gør vi? Vi kan lade frygten få overtaget, som det fx sker, når den indre hamster træder i karakter - hvilket set fra et overlevelsessynspunkt er helt rationel adfærd, hvis der faktisk var mangel på fødevarer - og når vi reagerer med forargelse og alene påpeger hinandens egoistiske adfærd, og hvor dårligt vi danskere klarer det her. Åh, det er så let at forfalde til, også for mig. Den verden bliver ikke rar at leve i. For nogen.

Eller vi kan se på verden med troens og håbets øjne. Se alt det gode denne svære tid også vækker i mennesker. Hjælpsomhed. Omsorg på nye måder. Og vi kan være taknemmelige over de stunder og glimt af nærvær og kontakt, der opstår med de allernærmeste ansigt til ansigt derhjemme. Eller med venner og bekendte gennem diverse sociale netværk på nettet. Vi kan være taknemmelige for de små og store gaver, som livet stadig byder på, i naturen fx - også den, som findes i altankasserne eller i vindueskarmene. Eller bare fyldes af glæde ved at se den mindste lille ting, som i en stresset hverdag ellers synes ligegyldig. Ja, måske kunne netop det være dagens øvelse i nærvær: Når dit øje falder på noget, du ellers anser for intet eller ikke har lagt mærke til før, så betragt det nærværende. Smil til det. Grin ad dig selv, når du gør det. Men fra hjertet. Se livet bag formen.

Jeg tror, at denne form for nærvær, kan blive skridtet ind til en frihed, som stikker noget dybere end den frihed, som nu er taget fra os for en tid. Og erfaringen med den frihed, kan vi tage med os ind i fremtiden, når livet begynder at ligne sig selv igen.

Jesus siger: “Frygt ikke, tro kun” (Lukas 8,50b)

Med ønsket om en smuk tirsdag den 17. marts ?


Mandag den 16. marts, Suzette Ejdrup:
Sådan er udsigten fra min arbejdsplads i dag – et kig ud på min altan, hvor blomsterne ubekymret bader sig i det smukke sollys. Sådan plejer min udsigt ikke at være. Normalt arbejder jeg på mit kontor i Sundkirken. Der hilser jeg hver mandag på de mange ”mandagssangere”, der kommer og mødes i fællesskabet omkring sang og hygge med hinanden. I Sundkirken mødes jeg med kolleger. Der har jeg samtaler med folk. Der møder jeg glade forældre, der skal have det lille barn døbt. Der taler jeg med lykkelige par, der skal giftes. Der taler jeg med ulykkelige mennesker, der har mistet deres kære. Der hører jeg kirken summe af konfirmanders snak og grin. Det er givende at møde mennesker i den største glæde og den største sorg – og alt det midt i mellem. Det er givende at møde mennesker ansigt til ansigt. Men sådan er det ikke i denne tid. Som I ved, er kirken lukket for at forebygge Corona-smittespredning og dermed tage hensyn til de svageste i vores samfund. Under særlige forhold og med diverse restriktioner kan vi dog holde dåb, vielse og bisættelse i kirkerne. At kirken og kirkekontoret er lukket, betyder dog ikke, at vi præster og andet personale er fraværende. Vi kan kontaktes på telefon eller mail. Telefonnumre og mailadresse kan findes på www.metrokirkerne.dk. Og det er muligt at føre en samtale over Skype eller messenger eller via vores facebookside. Sådan vil det foreløbigt være indtil søndag den 29. marts 2020.

Hverdagen er i sandhed forandret på mange måder for os alle. Skoler og institutioner er for alvor lukket fra i dag. Danmarks grænser blev lukket lørdag. Biblioteker, svømmebade, sportshaller og nogle butikker holder lukket. Flybranchen er helt i knæ, og andre virksomheder er pressede. I det private erhvervsliv arbejder folk hårdt på at holde hjulene i gang, så vi kan købe mad og andre fornødenheder. I hjemmeplejen og politiet - for blot at nævne - nogle arbejdes der også på højtryk. I sundhedssystemet knokler mange mennesker for at hjælpe os andre. Hvor mange mennesker, der nu er smittede eller vil blive smittede med coronavirus, og hvor syge de er eller vil blive, ved vi ikke. Det er en uvis tid. Vi står på ukendt grund. Vi ved ikke, hvad dagen eller morgendagen vil bringe. Og det kan fylde os med bekymring. Da må vi huske Jesu ord: ”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig om det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage”. (Matthæusevangeliet 6,4).

Når man har det for øje, kan der blive overskud til at tage sig af de bekymringer, som ligger for her og nu. Når energien ikke bruges på en fremtid, vi alligevel ikke kender fuldt ud, kan der være overskud til at vende blikket mod dem, der har brug for vores hjælp lige nu og her. Og hjælpsomheden og omsorgen er stor blandt danskerne– der bliver ikke kun hamstret og tænkt på sig selv – der bliver også tænkt på andre: Vi ser det på facebook og andre sociale medier – der dannes grupper og fællesskaber, hvor man hjælper hinanden. Hjælper hinanden med indkøb, afhentning af medicin på apoteket, levering af mad, pasning af børn eller andet.

”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig om det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage”.

Rigtig god mandag ønsker jeg jer alle.

Mange hilsner Suzette Ejdrup

Søndag den 15. marts, Mik Kjerulff:
Det er i dag 3. søndag i fasten. Der skulle have været Brunch-gudstjeneste i Allehelgens kirke. Sådan blev det ikke. Brunchen blev aflyst – men Højmessen skulle naturligvis gennemføres. Sådan blev det ikke, for det er selvfølgelig vigtigt at vi gør alt menneskeligt muligt for at stoppe – eller i det mindste udskyde smittespredningen ligesom myndighederne foreskriver, så hospitalerne kan følge med når der for alvor bliver brug for respiratorer. At kirkerne holder lukket er helt uden sidestykke og siger noget om alvoren. Desværre er der stadig mange der ikke rigtig har forstået det og søndagens tekster taler måske mere ind i den virkelighed som har ramt os, end den som vi havde ønsket os.

Det er ikke præsten der vælger dagens tekst, men faktisk omvendt. De står i salmebogen. Nogle kirker bruger 3 læsninger, i Allehelgens og Sund-kirken bruger vi to. Ofte springer mange præster den gammeltestamentelige læsninger over, fordi vi ikke bryder os om den gammeltestamentelige straffende Gud. I dag springer man lige over i Johannes åbenbaring og det er også dystre dommedagsprofetier og så er vi jo lige vidt.

Normalt ville vi have bedt nu. Det var fastetid også før krisen indtraf og salmebogen har en bøn til dagen i dag: Lad os alle bede: Almægtige Gud, vi beder dig: Se til os hjælpeløse mennesker, hør vore bønner! Udræk din kongelige højre hånd og forsvar os ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen. Vi ville have haft sunget en salme. Fx, rr. 754 – Se nu stiger solen er en klassiker, som rummer det hele. Den er dyster og den er fuld af håb.

Normalt ville præsten have sagt: ”Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog” og menigheden ville have rejst sig i andægtig respekt for biblens ord:

Da sagde Herren til Moses: »Skynd dig ned! Dit folk, som du førte op fra Egypten, har handlet slet. De er allerede veget fra den vej, jeg pålagde dem at følge. De har støbt sig et billede af en tyrekalv; de har tilbedt den og ofret til den, og de har sagt: Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten.« Og Herren sagde til Moses: »Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk.« Dagen efter sagde Moses til folket: »I har begået en stor synd. Nu vil jeg gå op til Herren; måske kan jeg skaffe soning for jeres synd.« Så vendte Moses tilbage til Herren og sagde: »Ak, dette folk har begået en stor synd; de har lavet sig en gud af guld. Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører.« Anden Mosebog 32,7-10.30-32

Og; Denne hellige lektie skrives i Johannes´Åbenbarning: Skriv til englen for menigheden i Efesos: Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer mellem de syv guldlysestager: Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed og véd, at du ikke kan døje de onde, og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de lyver. Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig. Men det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis. Johannes' Åbenbaring 2,1-7

Det er umiddelbart svært at finde opmuntring i disse to tekster, men vi mangler jo også Jesu ord: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Johannesevangeliet 8,42-51

…og således er banen kridtet op i dén kirke som for første gang holder dørene lukkede. Der er ingen af os som ikke føler tyngden af Guds fældende dom. Vi har danset så rigeligt om Guldkalven; Foran børsen i New York står der sågar et kunstværk hylder pengene og jagten på dem. Vi er faldet og har svigtes vores første kærlighed og gør det såmænd igen og igen – og Jesus siger om de selvretfærdige jøder som såmænd lige så godt kunne være os: ” I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster”. Vi er alle påvirkede af situationen, vi er bange og skræmte og ved ikke hvad vi har i vente. Nogle af os reagerer i trods og måske er det det som gør sig gældende når de unge mennesker alligevel søger fællesskabet i forårssolen på dr. Louises Bro. Måske anser vi ikke netop os selv som smittebærere, eller måske er alvoren bare ikke rigtig gået op for nogle af os. Min. 2 meters afstand osv. Det er også paradoksalt at det lige præcis er fællesskabet vi skal undgå – i fællesskabets og næstekærlighedens navn! Dommedagsscenarier er ikke lige hverdagskost for os danskere, men det er da interessant at vi instinktivt hamstrer tolietpapir, men forestillingen er jo også at Helvede også noget værre lort!

Det er noget værre møg, og I den næste tid bliver det kun værre. Ordene til opmuntring må være noget med at vi alle sammen i fællesskab, mennesker og nationer lærer en vigtig lektie som vi åbenbart og tydeligvis ikke har til sinds at indstille os på uden at skulle lære en lektie på den hårde måde. Forleden – for samfundene lukkede delvist ned i Vesten, så man hvorledes luftforeningen var forsvundet fra Kine, efter at flytrafikken lå stille. Enten kan man som klimabenægter, negligere alvoren og resonere: jamen, klimakristen er aflyst, for vi kan jo bare lade være med at flyve nogle dage – eller som forstandige mennesker, kan man resonere på baggrund af tydelige vidnesbyrd: Vi må gøre tingene anderledes i fremtiden – på den anden side af krisen! Ja, erhvervslivet styrtbløder penge, men det er heldigvis lige vilkår for alle omkring verdens stor matadorspil, for en pandemi rammer jo som bekendt alle, og måske er det netop tid til at meditere om det fortsat skal være dansen om guldkalven som skal definere vores værdier her i livet. Der er en stilhed som er blevet os påtvunget. Fastetiden er blevet det som er tiltænkt som. En tid til at kigge på de nære relationer. Lige nu er vi triste netop fordi vi må undvære samværet med familie og venner vi holder af – normalt har vi for travl med alt muligt som lige nu virker ligegyldigt. Håbet er altså, at når vi forhåbentlig kommer igennem dette her – sammen, så er det med en øget bevidsthed om at vi netop er sammen i det fællesskab som verden er. Vi forstår pludselig at der er så meget af det nære og værdifulde vi har glemt fordi; ”samfundet”, ”erhvervslivet”, ”konkurrence-evnen”, ”terrortrusler”, ”finansloven og betalingsbalancen” eller noget syvende, med den største selvfølgelighed fordrer det. En pandemi kan vende alle den slags prioriteringer på hovedet og har gjort det. Lige pludselig er det, det nære som betyder noget og vi øver os i det på hver vores måde. Undertegnede er fx ved at opøve internet-kommunikations-skills jeg aldrig rigtig har haft tid til så vi kan have fællesskab uden at være sammen IRL, (som det hedder).

Sidst skal der også herfra gentaget at der er mange mennesker derude som dagligt tager del i en fælles bøn kl. 12, ligesom det blev beskrevet forleden. Vi er sammen, på afstand. Da dette må stå i stedet for en normal prædiken vi jeg slutte af med et: Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Rigtig god søndag!

Kærlig hilsen Mik Kjerulff

Lørdag den 14. marts, Line Bønding:
Jesus siger: "Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig." Johs. 14,1 - del 2.

Jeg må gå til bekendelse i dag. Det er jo også faste- og bodstid, så det er helt på sin plads. Og det er ikke fordi jeg tror, at jeg er værre end alle andre mennesker. Men min bekendelse går på det at være et menneske med alt, hvad det rummer af skidt og kanel:

Forleden dag - jeg mener, at det var inden regeringens udmelding om at 'Danmark lukker' onsdag den 11.3 om aftenen .. allerede der havde man vist set de første billeder og klip af mennesker, der hamstrede toiletpapir - men forleden dag, altså, sad jeg på mit toilet (udelukkende for at tænke filosofiske tanker, selvfølgelig). Og så faldt mine øjne på mine dengang otte ruller toiletpapir, i dag er der seks tilbage. Og jeg tænkte: Gad vide, om jeg har nok?! Og noget dybt i mig sagde: Nej, du har overhovedet ikke nok. Heldigvis registrerede jeg, at jeg tænkte sådan, så jeg kunne stoppe hamsteren i mig at gå amok og gå ned og rippe alle forretningerne i min nærhed for de sidste ruller toiletpapir. Jeg må dog sige, at selvom jeg godt kan lide at have nok toiletpapir på lager, så havde jeg aldrig fået ideen om, at det kunne blive en mangelvare, hvis ikke det var blevet vist i tv'et.

Min pointe er, at det her ligger dybt i os alle. Når vi bliver bange, så bliver det hele pludselig et spørgsmål om overlevelse. Og nogle er åbenbart blevet virkelig bange. Det er ganske bestemt ikke særlig hensigtsmæssigt, og derfor skal hamstringen selvfølgelig stoppes. Hvis den ikke stopper af sig selv, når der falder ro på os alle, og vi har vænnet os til den nye situation. Men den forargelse over hamstringen, som har bredt sig over det ganske land, gør hverken situationen eller verden bedre eller smukkere. Og den udspringer vel også af frygt: Hvis du tager det hele, så er der ikke nok til mig.

Der er en uskøn selvgodhed i forargelsen. Det er en lækkerbisken, den smager godt og man kan søbe rundt i den med savlende læber. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er en af de lækkerbiskener vi skulle faste fra i denne tid. Ligesom vi holder vores indre hamster i snor, så den ikke går amok. Og i stedet, som jeg nævnte igår, faste til nærvær: Opøve og fremelske nærvær. Være ærlige over for os selv, også når vi registrerer de følelser og impulser i os selv vi ikke kan lide, i stedet for at pege fingre ad andre, som ikke har så meget overskud, som vi selv har, til at løfte sig fra overlevelsesinstinktet.

Elsk - i denne tid især på afstand - og se Guds barn i dig selv og de andre. Bed for dem, der er bange. Og husk at også du er elsket med det hele, favnet af barmhjertighed.

Og så er der kommet en opfordring på Facebook, som jeg gerne vil bringe videre her: En opfordring til fælles bøn for Danmark kl. 12.00 hver dag. Sæt fx mobiltelefonen, så du husker det. Alle kan være med. Også ateister, så kan man bare formulere sine gode ønsker om at situationen hurtigt vil ændre sig til det bedre og sende dem ud i æteren. Det, at mange samler tankerne om det samme i bøn og gode ønsker på samme tid, vil have en stor effekt, er jeg ret sikker på.

I morgen vil min kollega Mik Kjerulff skrive lidt ord til eftertanke, opmuntring og inspiration.

Med ønsket om en smuk lørdag den 14. marts: Himlen er blå og solen skinner, det er en god begyndelse :-)

Fredag den 13. marts, Line Bønding:
Jesus siger: "Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig". Johs. 14,1 Det er fastetid i kirken i tiden fra Askeonsdag, onsdagen efter Fastelavn, indtil påskemorgen. I Folkekirken har vi ikke en tradition for, som andre kristne trossamfund, at faste som sådan. Nogle gør det alligevel på eget initiativ, faster fra kød, sukker, mobiltelefoner, sociale medier og andet, som måske har haft en tendens til at tage over i ens liv. Man faster fra noget, for at give Gud mere plads i ens liv. For andre er det nok en mere symbolsk faste, hvis man overhovedet bemærker at den er der.

Men så kom Coronavirussen til Danmark, og regeringen meddelte onsdag aften, at alt som ikke er livsnødvendigt skal lukkes ned. 'Danmark lukker ned' hed det i Breaking News. Det har store konsekvenser for rigtig mange mennesker. Både socialt set og økonomisk. Det er nærmest som en slags påtvunget faste, hvor man skal afstå fra alle de ting, som man ellers synes giver værdi til ens liv: Fysisk kontakt, hyggeligt samvær med mange andre mennesker. Selvom nogle har været bange for det, så rammer denne påtvungne faste ikke vores fødevarer m.v. - frygten har vakt hamsteren i nogle og forargelsen i andre. Det vil dagens lille indlæg imorgen komme til at handle om.

Her skal der bare lyde en opfordring til - ja, måske endda en udfordring til - at bruge denne kommende tid til at opøve og fremelske nærvær. Stop tankeflowet, når du tager dig selv i en tankerække, og se det, som er omkring dig lige nu. Så vi ikke bare faster fra noget. Men også til noget. Faster til at se livet omkring os. Skønheden i de små ting. Se Guds barn, også i ham eller hende, som blev grebet af frygt og måtte ned og købe alt for meget toiletpapir og gær.

Med ønsket om en smuk og fredfyldt fredag den 13. marts.

Kategorier Kommende arrangementer

Kommentarer

Tilføj kommentar